Skrevet af Henrik List op trykt i Berlingske Tidende. 17 september 1995, 2. sektion, Magasin side 4.
Ikke langt fra de røde lamper på Hamburgs frække gade Reeperbahn fejres arbejderkvarteret St. Paulis nyoprykkede fodboldhelte, der i denne sæson har været Bundesligaens overraskelse. Den lille klub FC St. Pauli er kendt for sin stillingtagen imod racisme og højreekstremisme, og har punkere og BZere som faste tilhængere på sit forfaldne stadion midt i storbyens hjerte.
Rockskribenten og FCK cooligan'en Henrik List rapporterer fra den tyske outsider-klub.
Hamburg
Taxachaufføren fra lufthavnen er lige ved at køre i grøften af begejstring, da han hører, at Berlingskes udsendte er kommet helt fra København til Hamburg, for at se de lokale, nyoprykkede helte fra den lille klub FC St. Pauli møde sidste sæsons forkromede mesterhold Borussia Dortmund.
Chaufføren er omkring de 50, født og opvokset i arbejderklasse- og forlystelseskvarteret St. Pauli. »Vi festede i en hel weekend, da drengene rykkede op i Bundesligaen. Der var 100.000 mennesker til oprykningsbal på Reeperbahn« fortæller han stolt, og fortsætter med et manifest, jeg kommer til at høre igen i den gamle Hansestad i løbet af weekenden: »HSV er for snobberne - i St. Pauli er der plads til alle!«
St. Pauli er da også en klub uden sidestykke i så vel tysk som europæisk topfodbold. Ikke bare fordi den modsat ærkerivalen HSV (Hamburger Sports Verein) er en traditionel stenbro-fodboldklub, hvor gamle dyder hersker og pengekassen altid er tom - en sand David over for Goliather som Bayern München, Borussia Dortmund eller Werder Bremen - men fordi den indgår i en forbløffende politisk symbiose med sit subkulturelle publikum på Wilhelm-Koch-Stadion.
Punkere på lægterne
Der er ingen slinger i valsen, når klubben melder ud med slogans som »Gegen Gewalt, Gegen Rechts, Gegen Racismuss« - imod vold, imod højreekstremisme, imod racisme. En fodboldklub med politiske holdninger er uhørt i den professionelle verden, men St. Pauli har valgt at lytte til en fanskare, hvis sammensætning i høj grad afspejler kvarteret.
Punkere, BZere og Kaoten fra de besatte huse i Hafenstrasse nede ved floden og undergrundsspillestederne i ludergaderne omkring Reeperbahn er de mest synlige stamgæster på stadion, og internationalt - også i det autonome miljø i København - er St. Pauli blevet symbol på kampen imod den yderste højrefløj. Dette gælder selvfølgelig endnu mere i Tyskland, hvor en del af Bundesligaens fodboldtilhængere ellers har et dårligt ry som halvnazistiske og helracistiske.
Det forfaldne stadion ligger midt i hjertet af storbyen Hamburg, lige ved den gamle byport Millerntor og starten af Reeperbahn, hvad der ville svare til, at en københavnsk fodboldklub spillede sine hjemmekampe på et stadion på Halmtorvet eller Enghave Plads på Vesterbro.
Reeperbahn er stadig den liderligt dunkende hovedpulsåre igennem Tysklands syndigste kvarter. Luften er tung af Bratwurst og billig parfume hér. Ud ad den brede boulevard og rundt i de små sidegader konkurrerer hundredevis af knejper, stripteasebuler, bordeller, diskoteker, restauranter, transvestitbarer, pornobiografer, spillehaller og peep-shows med flammende neonskilte og højrøstede udråbere om opmærksomheden.
Nede i Herbertstrasse - eller Nur Für Männer Strasse, som den også kaldes, fordi kvinder helt officielt ikke har adgang og risikerer at få en kop pis i hovedet, hvis de går om bag afspærringen! - sidder de frække piger bag vinduerne og falbyder sig i det lummerrøde lys.
Den lokale opbakning til fodboldklubben fornemmes overalt i dette miljø. Selv transvestitbaren Taverne i den skumle Schmuck Strasse har en plakat for lørdagens Bundesliga-brag hængende. Og på technoklubben Future Sound Of Hamburg danser en ung fyr sent om natten med den typiske fan t-shirt på: Sort baggrund, stort pirat-dødningehoved og »St. Pauli« med fede skrifttyper.
Indbyggerne i St. Pauli og det nærliggende Schantzen-viertel har da også al mulig grund til at være stolte af deres drenge. FC St. Pauli er nemlig stik imod eksperternes forudsigelser Bundesligaens overraskelse, og har efter fire runder været helt oppe at vende på andenpladsen; den bedste placering nogensinde i klubbens 85-årige historie.
Fodboldfeber i St. Pauli
Lørdag morgen erstattes tømmermændene langsomt af fodboldfeber. Tabloidavisen »Morgenpost« har på forsiden sammenlignet de fattige St. Pauli-spillere med de rige Borussia Dortmund-stjerner. St. Paulis to bedst betalte spillere får hver godt 400.000 D-mark om året; Dortmunds landsholdskanoner Sammer og Möller får hver tre millioner mark pro anno.
I det lille klubhus, som typisk nok kaldes Clubheim og rummer et muntert værtshus fuld af støvede pokaler og ældre herrer med røde næser, sidder FC St. Paulis manager Jürgen Wähling. En gammel bekendt af dansk fodbold, der i 70'erne og 80'erne trænede hold som Esbjerg, Vejle, AGF og B1909, og stadig taler glimrende dansk.
Wähling er født fem minutter fra stadion, og jobbet som manager i FC St. Pauli har været som en hjemkomst for ham. Mens han kæderyger og hilser på bekendte i det gemytlige lokale, hvor fadølsskummet allerede er højt klokken elleve om formiddagen, fortæller han lidt om baggrunden for den usædvanlige succes:
»FC St. Pauli har altid stået i skyggen af HSV. Efter krigen havde vi et godt hold med bl.a. den senere landstræner Helmut Schön, men i 60'erne og 70'erne gik det faktisk rigtig dårligt. Klubben blev påvirket af hårde drenge fra Reeperbahn-miljøet, der gav den et dårligt ry i tysk fodbold. Økonomisk har klubben også altid haft det svært...
Men FC St. Pauli er en klub med store traditioner. Vi har overlevet på trods af, at vi har de dårligste forudsætninger af alle i Bundesligaen; det kan vi da godt være lidt stolte over.«
At FC St. Pauli overhovedet holder sig på den rigtige side af fallitens rand, skyldes »Papa Heinz«, alias millionærarkitekten og mæcenen Heinz Weisener, præsidenten, der har pumpet hård valuta i klubben og stoppet de værste huller i pengekassen til i 90'erne. Et paradoks i forhold til klubbens venstreorienterede image, fordi Weisener er kendt som CDU-medlem og storkapitalist af den mest strømlinede slags.
Det med det venstreorienterede tager Wähling nu heller ikke så tungt: »St. Pauli støttes af de lokale, men igennem de senere år har publikum ændret sig meget. Der er kommet en politisk prægning fra en hård kerne på 300-400 nede fra de besatte huse i Hafenstrasse. Der er BZere, punkere og kaoter. De er meget politisk engagerede, men det betyder ikke, at alle, der har noget med klubben at gøre, er venstreorienterede.
Men vi støtter deres slogans imod vold og racisme og højrefløjen. Der er aldrig ballade her hos os. Vore fans har kun problemer med klubber som HSV og Hansa Rostock p.g.a. de politiske forskelle. Der er mange nynazister og skinheads og sådan nogle fra hele Nordtyskland, der mødes til HSV's kampe. Det er ikke ægte fodboldsfans. Når HSV eller Hansa Rostock spiller mod os, kommer de kun for at lave ballade - og vores fans gemmer sig ikke for nogen!
90 pct. af de ægte hamburgere støtter St. Pauli. Dette kvarter er det fattigste i Hamburg, men ti minuter herfra er der et overklassekvarter. St. Pauli er på mange måder blevet en kultklub. Der kommer alle slags mennesker til vores hjemmekampe. Du kan se rødderne fra Reeperbahn stå ved siden af bankdirektører.
I går snakkede jeg med en direktør for et stort firma, der gerne ville have nogle billetter til kampen i dag. Jeg sagde, han skulle lave noget for klubben til gengæld, og det var i orden. Så jeg gav ham seks siddepladser, men uha-nej, dem ville han skam ikke have. Han ville da meget hellere stå sammen med de hårde fans nede i Nordkurven.«
Selv om den fattige klub kunne score kassen ved at flytte nogle af kampene til HSV's hjemmebane Volksparkstadion vest for centrum, står man fast på det lokalpatriotiske:
»For nogle år siden blev en masse St. Pauli-fans slået ned efter en kamp mod HSV på Volksparkstadion. Dengang sagde vores præsident, at vi aldrig skulle spille der. Det er et ord, og et ord det tæller, uanset om man måske kunne have trukket 50.000 på Volksparkstadion i stedet for de 20.-21.000, vi har plads til i dag.«
Den lille mands teater
Det lille, stemningsfulde Wilhelm-Koch-Stadion er i hvert fald pakket til bristepunktet, da proletarerne fra Hamburg går på banen i deres anakronistiske brun-hvide dragter klokken halv fire. Tæppet er gået for det, den sympatiske Jürgen Wähling i en afsluttende bemærkning i klubhuset havde kaldt »den lille mands teater«.
Hundredevis af sorte piratflag med hvide dødningehoveder blafrer i vinden. Pirattørklæde om hovedet, ring i næsen, St. Pauli-halstørklæde, anti-nazi emblemer på læderjakken, slidte jeans og store Dr. Martens-støvler er de rigeur hos tilskuerne, der kalder sig »Die Freibeuter der Liga« - Ligaens Fribyttere.
Et publikum så blandet som her finder man næppe på noget andet fodboldstadion. De nussede punkere og autonome blandes med tatoverede, gamle sømænd, rapkæftede havnekællinger, indvandrere, rockertyper, tjekkede hipstere og velklædte unge fyre, der meget vel kunne være børsmæglere eller advokater. Men alle synger de sammen »Olé, olé, olé - Super Hamburg - St. Pauli.« Og når Borussias fans hånende råber »asoziales Pack«, svarer bærmen fra Reeperbahn og kaoterne fra Hafenstrasse tilbage med det svidende »Steuerzahler« - skatteborgere!
Stadion er en vakkelvorn kulisse, men en uindtagelig borg for St. Paulianerne og deres alternative fodboldværdier: Humor, lokalpatriotisme, anti-racisme, arbejderklassestolthed og venstrefløjsidentitet.
Nede på banen går det knap så godt. St. Paulis undertippede spillere fighter sig godt ind i kampen, brænder et straffespark efter en halv time og presser stjernerne i de gul-sorte trøjer i bund. 0-0 ved halvlegen, men så lyner 9,5 mio. mark-manden Heiko Herrlich, da forsvaret dummer sig. Selv om Dortmund får store Jürgen Kohler udvist, er fodboldmaskinen derefter svær at stoppe, og mens St. Pauli kæmper for en fortjent udligning, scorer Dortmund to yderligere mål på iskolde, professionelle kontraer.
Træerne vokser ikke ind i himlen i St. Pauli, men fodboldheltene fra Reeperbahn, den lille, stædige klub og de usædvanlige tilhængere har nok at være stolte af. Ikke mindst, at de så vel fodboldmæssigt, organisatorisk som subkulturelt har været det friske pust i årets Bundesliga, hvor sørøverflaget fra Hamburg stadig vajer oppe imellem topklubberne.
